Vores alle sammens gravhund

 

Racen opstod, da en tysk lavbenet støverrace blev ramt af chondrodystofi, som er en arveligt betinget dværgvækst, som rammer de lange rørknogler.

 

Dette handicap skulle siden vise sig at gøre hundene velegnede til jagt i snævre, underjordiske gangsystemer. Hundene anvendes derfor ofte i dag til praktisk rævejagt.

 

Hundene anvendes desuden til drivjagt, hvor de har vist sig at være særdeles velegnede til at finde og følge fod af hårvildt. Gravhundens lave ben gør, at vildtet ikke drives med stor fart. Dermed har skytterne ofte mulighed for at selektere afskydningen, ligesom den lave fart tillige reducerer risikoen for anskydninger. Navnlig når jagten foregår med kugle.

 

Endelig anvendes gravhunde til sporarbejde, og mange gravhunde er lige så dygtige til sporarbejde på anskudt vildt som registrerede schweisshunde. Desværre kan gravhunde ikke blive optaget i Schweisshunde registret, da de ikke anses for at kunne stille et snakudt dyr an.

Dansk Gravhundeklub afholder en række prøver for alle tre former for arbejde. En god gravhund kan således blive præmieret i disciplinerne grav, drev og spor.

 

I dag findes der 3 forskellige racevarianter; ruhåret, korthåret og langhåret. Alle farver accepteres med undtagelse af hvid, og hver racevariant er tillige repræsenteret i tre forskellige størrelser, nemlig standard, dværg og miniature.

 

Gravhunden er en meget selvstændig hundetype med en imponerende viljestyrke og selvtillid. Det siges ofte om gravhunden, at det er en stor hund i en lille indpakning.